Syreskader, kost og livsstil

Med en god daglig mundhygiejne og indsigt i, hvordan dine vaner og livsstil  kan påvirke din tandsundhed, kan du forebygge varige skader og beskytte dine tænder. 

Selv om vi dagligt plejer vores tænder og mund og har faste rutiner omkring vores mundhygiejne, udfordres tandsundheden bestandig af moderne, raffineret kost. Heldigvis har vi i Danmark i de seneste årtier haft fokus på forebyggende tandpleje fra første tand. Det har betydet, at forekomsten af huller i tænderne er faldet betydeligt, og at over halvdelen af de 15-årige i dag kan sige sig fri for huller i tænderne. Det skyldes både tandbørstevaner, anvendelse af fluoridtandpasta samt forebyggende tandeftersyn op gennem folkesskolen.  

En af de største udfordringer for tandsundheden i dag er syreskader. Den hyppige forekomst af syreskader i alle aldersgrupper viser, at de to gange daglig tandbørstning ikke kan kompensere for spise- og drikkevaner, der udfordrer og skader tænderne. Hvis tænderne skal bevares sunde, er det nødvendigt at være bevidst om, hvad man spiser i løbet af dagen, især mellem måltiderne.

Vores erfaringer fra tandklinikken viser, at dette i høj grad også gælder børn og unge, hvor syreskader også er hyppigt forekommende. Som forældre kan man tilskynde til tandvenlige snacks, der passer til forskellige aldersgrupper og behov. På tandklinikken kan tandplejeren komme med flere forslag og vejledning, der passer til situationen. Også ved spiseforstyrrelser kan tandplejeren vejlede i at forebygge skader på tænderne.