Røntgen (bitewings)

Ved en undersøgelse hos tandplejeren vil det med regelmæssige intervaller være nødvendigt at få foretaget røntgenbilleder, såkaldte bitewings (BW), af tandkroner og den øverste del af tandens knogle med de små og store kindtænder i over- og underkæbe. Det kan være nødvendigt med to billeder i hver side for at få alle tænder med (koster ikke ekstra). Røntgenbilleder hører med til en fuldstændig undersøgelse af tænderne og er tilskudsberettiget.

De små og store kindtænder sidder meget tæt, så det ikke er muligt at få et fuldstændigt overblik over hele mellemrummet. Det betyder, at der kan være huller i tænderne, som ikke kan ses, før de er meget store og forårsager isninger og smerter.

Tidligere fyldninger kan udvikle det, der kaldes sekundær caries, dvs. huller langs gamle fyldninger eller kroner. Disse huller kan stamme fra små defekter i kanten af fyldningen, der ikke kan ses eller mærkes, men som på røntgenbillederne fremtræder som mørke skygger under den hvidlige/lysegrå fyldning. Begyndende huller kan ligeledes ses på røntgenbillede og kan i mange tilfælde standses ved daglig mundhygiejne med tandbørste, mellemrumsbørste, tandtråd og brug af fluoridtandpasta.

Ud over huller i tænderne bruges røntgenbilleder også til at stille diagnosen parodontitis.

Hvor ofte, der er behov for at få taget røntgenbilleder, er individuelt i forhold til ens tandsæt. Er der ofte nye cariesangreb, f.eks. grundet mundtørhed, kan det være nødvendigt en gang årligt, mens andre kan nøjes med hvert andet eller tredje år.

Ved mistanke om andre tandsygdomme vil det ofte være nødvendigt at tage supplerende røntgenbilleder, hvor hele tanden kan ses.