Dårlig ånde

Dårlig ånde hedder i fagsproget enten "foetor ex ore" eller "halitosis" og er en ubehagelig og frastødende lugt ud af munden. Den udtalte og ildelugtende form for dårlig ånde rammer cirka hver femte dansker på et eller andet tidspunkt. Dårlig ånde kan antage et ret så voldsomt omfang og være meget ubehageligt for såvel den, der lider af det, som for omgivelsene. Dårlig ånde kan i værste fald påvirke selvtilliden og de sociale relationer.

To former for dårlig ånde

  • Den helt almindelige dårlige ånde/mindre friske ånde som alle har om morgenen før tandbørstning, eller når man er sulten.

  • Den udtalte og konstant ildelugtende ånde

Generelle råd mod dårlig ånde

  • Grundig daglig mundhygiene
  • Forbedring af spytsekretionen ved mundtørhed
  • Tyg sukkerfrit tyggegummi eller sug på sukkerfrie pastiller
  • Spis sundt og varieret; frugt, grøntsager og grov kost mindsker den dårlige ånde
  • Drik rigeligt vand, både for at holde munden fugtig, men også for at skylle madrester væk

Hvis årsagen/årsagerne til den dårlige ånde kendes, er det naturligvis den/dem, der skal fjernes.

Årsager til dårlig ånde

Dårlig ånde kan have mange årsager, og det er ikke altid nemt at finde frem til den konkrete årsag. Din tandplejer kan hjælpe dig med finde frem til årsagen.

Mangelfuld mundpleje

Hyppigt findes årsagen i selve mundhulen og skyldes ofte mangelfuld mundpleje. Ved indtagelse af føde nedbryder bakterierne de organiske bestanddele i maden og herved dannes ildelugtende svovlbrinteforbindelser, som giver den ubehagelige lugt. Ved manglende/utilstrækkelig mundpleje får bakterierne gunstige leveforhold og kan vokse og trives i mundhulen samt ophobe sig langs tandkødet, nede i tandkødslommerne, i dybe huller i tænderne eller på tungens ru overside.

Betændelsestilstande i mundhulen

Tandkødsbetændelse og parodontitis kan i høj grad føre til dårlig ånde, hvorfor grundig mundhygiejne og jævnlige, grundige tandrensninger er vigtige. Betændelse omkring frembrydende visdomstænder er en hyppig årsag til dårlig ånde og kræver grundig mundhygiejne. Ved gentagne betændelsestilstande kan det være nødvendigt at fjerne tanden.

Mundtørhed

Mundtørhed fører ofte til dårlig ånde. Det skyldes, at spyttet har en vigtig bakteriehæmmende rolle, og hvis spytdannelsen er mindsket, har bakterierne frit løb til at vokse og udvikle sig. Også strålebehandling af kræft på hoved og hals kan medføre tør mund, fordi spytkirtlerne rammes og spytproduktionen dermed nedsættes. Medicin kan også være medvirkende til mundtørhed.

Proteser

Har man tandproteser kan der undertiden opstå proteseånde, hvis proteserne ikke holdes ordentligt rene. 

Få gode råd til pleje af proteser

Halsen og svælget

Halsbetændelse, betændte mandler og kronisk svælgkatar, som ses hos rygere, kan alle give dårlig ånde. En ret hyppig årsag er netop mandlerne, da der herpå sommetider dannes nogle ildelugtende hvide masser, som kaldes for ‘propper’. De kan enten udstødes af sig selv eller presses ud med enden af en tandbørste. I nogle tilfælde fjernes mandlerne kirurgisk, hvis betændelsen er kronisk, eller hvis de bliver meget store.

Luftveje, næse og bihuler

Hvis vejrtrækningen primært foretages gennem munden i stedet for næsen, f.eks. ved forkølelse og tilstoppet næse, kan dette udtørre slimhinderne i mund og svælg (mundtørhed) og medføre dårlig ånde. Dårlig ånde kan også opstå som følge af næsepolypper, betændelse i kæbehulerne, bihulerne og diverse lungesygdomme som kronisk bronkitis, lungebetændelse m.v.

Mave-/tarmsystemet

Oftes stammer dårlig ånde fra hals, svælg eller mave. Halsbrand, sure opstød og reflukssygdomme kan give dårlige ånde. Irritabel tyktarm kan i perioder med øgede mavegener give dårlig ånde og i sjældne tilfælde (oftest hos ældre) kan en udposning af spiserøret give dårlig ånde.

Kosten

Forskellig mad kan give en lettere dårlig ånde. Her kan nævnes hvidløg, rå løg, kål, æg, fedtholdigt mad, mælk, ost, alkohol, tobak og kaffe. Yderligere oplever flere en acetonelignende ånde ved sult eller under slankekure.

Almene sygedomme

Diabetes, som er dårligt reguleret, samt kroniske nyresygdomme kan føre til dårlig ånde.