Din Tandplejer forebygger, undersøger og behandler
3 – 6 år

3 – 6 år

I denne periode får de fleste børn tæt kontakt mellem mælkekindtænderne og for at undgå, at barnet udvikler huller i tandmellemrummene, er det nødvendigt at bruge tandtråd på barnet foruden den daglige tandbørstning med fluortandpasta.

Det kan virke som en udfordring at skulle bruge tandtråd på børnene, men heldigvis er der gode redskaber til dette, og fx holdere, hvor tråden er spændt fast, er  gode til små børnemunde. Tal med din tandplejer om, hvorvidt det er nødvendigt, at dit barn skal bruge tråd, eller om det er tilstrækkeligt at børste på tværs.

Selv om barnet er fyldt 3 år, er det ikke sikkert, at det med tandbørstningen er et hit. Barnet har dog nået en alder, hvor det er nemmere at overtale til at få børstet tænder, og ellers må man ty til metoden med at fastholde barnet de to minutter, det varer at børste rent.

Når barnet nærmer sig de 6 år

Nogle af mælketænderne bliver løse, 6 års kindtænderne dukker frem, måske der kommer nye tænder i fronten. Nye tænder er lidt mere ru i overfladen end mælketænder og kræver, at man skrubber dem lidt ekstra for at få dem rene. Børst altid i cirkel- eller gnubbebevægelser og husk at børste helt op til tandkødet, se hvordan.

6 års kindtænderne skal man passe ekstra godt på. Den dybe tyggeflade kan være svær at renholde. Nogle børn har brug for at få disse tænder forseglet med lak. De varer ca. 1 år, før tænderne sidder helt på plads i tandrækken, og i den periode er det vigtigt, at man børster tanden ren på tværs, akkurat som man gjorde ved mælkekindtænderne. Ellers kan den være meget svær at ramme med tandbørsten.

El-tandbørste til børn

Mange familier vil meget gerne bruge en elektorisk tandbørste.  Har man en elektrisk tandbørste af god kvalitet, er det absolut en mulighed. Det anbefales ikke at benytte modeller, som kører på batterier. De bliver hurtigt sløve og børster ikke effektivt. Tag evt. den elektriske tandbørste med til tandplejen og få instruktioner i den nemmeste måde at bruge den på.

Tandstilling

Mange forældre er meget bekymrede for børnenes tandstilling, når de første meget store, nye tænder kommer frem.  Tit sidder de ikke på en snorlige række, men står meget skævt eller hælder lidt til siden. Det er helt normalt, og tænderne retter sig oftest ind, efterhånden som de kommer længere frem. Farven på de nye tænder er også en smule mere gullig end på mælketænderne. Mælketænder er mælkehvide (heraf navnet), mens de nye tænder er en smule mere elfenbensfarvet. Det ser altid voldsomt ud med nye fortænder i et lille barneansigt, men i løbet af nogle år vil det se helt normalt ud.