Din Tandplejer forebygger, undersøger og behandler
Protesepleje

Protesepleje

Proteser skal holdes rene på linje med tænderne, dvs. fri for bakteriebelægninger og tandsten. Proteser skal, uanset om det er helprotese eller delprotese, altid tages ud af munden inden børstning. Børst din protese dagligt og gerne efter hvert måltid, så madrester og belægninger ikke irriterer din mundslimhinde.

Det anbefales at børste slimhinder/gumme med en blød børste eller rense med skumplejepinde eller en våd engangsvaskeklud.

Utilstrækkelig protesehygiejne kan give svamp og dårlig ånde, fordi der dannes bakteriebelægninger, ligesom på naturlige tænder. Disse fjernes med en protesebørste. En almindelig tandbørste er for blød. En protesetandbørste er udformet på en særlig måde for at opnå optimal rengøring af protesen. Det store børstehoved anvendes til tænder og akryl/tandkød, og det lille børstehoved anvendes ved bøjler. Har du protese med bøjler, skal bøjlerne og tænderne, som bøjlerne støtter på, børstes lige så grundigt som resten af munden.

Benyt en tandpasta uden eller med meget lidt slibemiddel i, fx Zendium Dentine, for at undgå at ridse protesen eller en mild sæbe. Ridser i overfladen gør det lettere for plak at ophobe sig og vil desuden resultere i misfarvninger på protesen, som er svære at fjerne.

Der er forskel på, hvorvidt proteser skal opbevares i væske, når de er taget ud af munden. Tal med din tandplejer om, hvordan du bedst opbevarer din protese natten over.

Fjernelse af tandsten

Hvis der er opstået tandsten, slår Steradent ikke til. Protesen kan i stedet lægges i blød i ren husholdningseddike en time, hvorefter tandsten kan fjernes med børsten. Alternativt kan protesen lægges i husholdningseddike fortyndet med vand i forholdet 1:1 natten over. Protesen vil ikke tage smag til sig, hvis blot den børstes med vand efterfølgende.

Misfarvninger

Misfarvninger kan fjernes ved at lægge proteserne i Biotex nogle timer. Børst proteserne grundigt, før de sættes i munden. Proteserne tager ikke smag til sig.

Klæbemiddel til tandprotese

Der må gerne bruges klæbemiddel til proteser, som ikke fungerer godt, men brug af klæbemiddel kræver ekstra god proteserengøring. Det er vigtigt at fjerne klæbemiddel, inden der lægges nyt på og ligeledes at fjerne rester af klæbemiddel fra slimhinden. Det er også vigtigt, at der bruges ganske lidt. Hvis der bruges pulver, drysses et ganske tyndt lag på. Overskydende bankes af. Ved brug af fastholdelsescreme lægges tre små tynde streger på ganebasis. Din tandplejer kan vurdere, om proteserne skal rebaseres (tilpasses).

Tør mund

Din protese kan sidde løst, når du er tør i munden. På apoteket kan du købe spyterstatnings-/stimuleringsgel. Gelen kan smøres på indersiden af protesen, inden du sætter den i munden. Fugten gør, at protesen suger sig bedre fast. Inden protesen sættes i munden, er det godt at fugte munden med vand. Gnaver din protese, skal du kontakte din behandler (tandplejer, tandlæge, tandtekniker), som kan afhjælpe problemet. Oplever du irritation af mundslimhinden kan det være behageligt at tage protesen ud, når du sover. Er irritationen vedvarende, kan der være tale om en svampeinfektion, derfor skal du kontakte din tandklinik med henblik på behandling.

Pasform

Hvis protesen passer dårligt, anbefales det at gå til en tandlæge eller tandplejer med problemet. En protese, som ikke passer, er ofte til stor irritation, og den bedste løsning vil være at få lavet en med bedre pasform. Protesen tilpasses den enkeltes mundhule. Dog kan din mundhule og dine gummers form ændre sig med tiden. Det betyder, at protesen måske ikke vil passe lige godt altid. Spørg din tandplejer om råd.