God mundhygiejne kan også gavne lungerne

Ved nedsat lungefunktion som ved kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) er det vigtigt at undgå, at lungerne belastes af skadelige bakterier fra mundhulen.  Er du diagnosticeret med KOL skal du være ekstra opmærksom på at få passet dine tænder dagligt og gå til regelmæssig tandpleje

KOL er en lungesygdom, som fortrinsvis angriber de mindre luftveje. Lungefunktionen bliver gradvist ringere. I Danmark anslås at mellem 200.000 og 400.000 mennesker har sygdommen. En stor del af dem er dog ikke diagnosticeret med sygdommen.

Mens der ikke kan påvises en direkte sammenhæng mellem KOL og tandsygdom, er der undersøgelser, der viser, at dårlig mundhygiejne og tandsygdomme er forbundet med forværring af KOL. Dertil kommer, at flere undersøgelser viser en sammenhæng mellem lungebetændelse 
(nosokomiel pneumoni) og mangelfuld mundhygiejne hos svage ældre.  

Samtidig er det påvist, at forbedret mundhygiejne og hyppig professionel tandrensning kan reducere forekomsten og udviklingen af respirationssygdomme blandt ældre højrisikopatienter, som boede på plejehjem eller var indlagt på hospital. 

Som KOL-patient er der god grund til at bruge energi på den daglige mundhygiejne og at rådføre sig med sin tandplejer, ikke mindst hvis tandbørstningen giver anledning til åndenød. Her kan tandplejeren rådgive om forskellige hjælpemidler, der kan lette rutinen, samt give råd til, hvordan tandsundheden kan indtænkes i hverdagen, f.eks. i forhold til det man spiser.  

Bakterierne i mundhulen kan nå lungerne

Via luftvejene kan bakterier fra mundhule og svælg transporteres direkte ned i lungerne blot ved at trække vejret og via vores spyt. I vores mundhule lever mere end 700 forskellige bakteriestammer, der fordeler sig på millioner af bakterier. Størstedelen af bakterierne hører til den normale bakterieflora og lever i en økologisk balance med hinanden i mundhulens væv. Bakterierne er livsvigtige for vores sundhed og medvirker bl.a. til fordøjelsen af den mad, vi spiser, og beskytter vores tænder.  

I forskellige situationer kan det ske, at balancen mellem bakterierne ændres, og at de sygdomsfremkaldende bakterier får lov til at formere sig.

KOL-patienter, som har hyppige lungebetændelser, skal være ekstra omhyggelige med den gode mundhygiejne, da bakterier fra mundhulen kan transporteres til de nedre luftveje og forværre betændelsen. Ved store mængder bakterier på tænderne, er der risiko for, at nogle af disse kolonier kan rive sig løs og fejlsynkes med lungebetændelse til følge.

Plak – grobund for de skadelige bakterier  

Åndenød, gentagne lungebetændelser med træthed til følge kan udfordre den daglige tandbørstning og mundpleje

Hvis tænderne ikke børstes helt rene hver dag opstår der belægninger af bakterier – også kaldet plak. Plak viser sig som en blød og let afskrabelig gul/hvid masse langs tandkødskanten. Ved tykke lag kan plakken ses med det blotte øje, og ved tyndere lag kan der skrabes en lille mængde af tandoverfladen med en negl.  Huller i tænderne, tandkødsbetændelse og parodontitis skyldes bakterieinfektioner, der opstår, når de skadelige bakterier i plak ikke bliver holdt nede i den daglige mundhygiejne.

KOL-medicin kan give tør mund 

Trods gode, daglige tandplejerutiner kan det være svært at holde tænderne fri for skadelige bakterier, hvis man mangler spyt. Det kan meget vel være tilfældet ved KOL, idet mundtørhed er en kendt bivirkning ved de lægemidler, der bruges i forbindelse med behandling af KOL (f.eks. bronkodilatorer, der udvider luftvejene, og inhalationsmedicinen Spiriva).

Nedsat spytsekretion er en kendt bivirkning ved KOL-medicin. Netop manglen på spyt kan udgøre en trussel for tandsundheden og give grobund for de skadelige bakterier i mundhulen, hvis man ikke er på dupperne.

Tandpleje ved mundtørhed